Tibetansk Astrologi og Medicin

BUDDHISTISK PSYKOLOGI     

 

Ifølge buddhismen, er alle mennesker, der siger "jeg" til sig selv, mere eller mindre neurotiske. Derfor skal en, der følger Buddhas lære betragte sig selv som patient, Buddha som læge, og hans lære som medicin.    

      Man kan, i den buddhistiske psykologi, finde mange lighedspunkter med vestlig psykologi, specielt med C. G. Jungs humanistiske psykologi. Men den store forskel på vestlig og buddhistisk psykologi er, at den buddhistiske psykologi indbefatter menneskets metafysiske aspekt og mål. Dette gør, at buddhistisk psykologi kan forklare flere fænomener, og også, at den har flere metoder til selvudvikling, selvterapi, og til at gøre mennesket lykkeligt og helt, end de vestlige, psykologiske skoler har.    

     Buddhismen siger, at årsagen til al menneskelig lidelse ligger i den grundlæggende uvidenhed, som også kaldes "den uvidenhed, som bevidst negligerer". Det var denne uvidenhed, der gjorde, at mennesket i tidernes morgen søgte lykken i samsara (livshjulet), dvs. i den foranderlige verden, hvor lykke følges af lidelse. Denne uvidenhed forårsagede de 12 årsagssammenhænge (sanskrit: nidanas) hvorved vor uvidenhed forøgedes og vort sind formørkedes. Og det var dette Buddha så under sit Nirvana; han så mennesket som en evig proces - en evig strøm af tilblivelse og opløsning. Og denne evige strøm og samspil mellem energier, erkendte han som egoets eksistens. Han så, at hvad man opfatter som et "selv", kun er sammensat af forskellige komponenter - en serie psykofysiske reaktioner uden noget specifikt centrum. Og han så, hvor let disse komponenter kunne opløses, og således, hvor let mennesket kunne forløses og blive fri for lidelse.    

     Disse egoets komponenter kaldes i buddhismen for skandhaer; de 5 skandhaer, der tilsammen udgør den menneskelige personlighed. Det første skandha er "form" (sanskrit: rupa), hvor man opfatter fysisk. Dette er individets begyndelse hvor, der er et primitivt "selv", der er opmærksomt på en ydre verden, og inddeler verden i subjekt og objekt. Man opfatter, at man er et individ, adskilt fra andre væsener. Dette første skandha kaldes for egoets fundament, fordi de såkaldte otte bevidstheder opstår samtidigt med dette skandha. (De 8 bevidstheder vil sige bevidsthed om de 5 sanser, egoet, tankerne og hukommelsen.) Dette er egoets grundlag eller "form". I dét denne inddeling i subjekt og objekt indtræffer, opstår det andet skandha, "følelse" (sanskrit: vedana). Dette er ikke en fuldt udviklet følelse, men en instinktiv fornemmelse af tiltrækning, afsky og ligegyldighed. En indviklet personlighed begynder nu at tage form, i dét dette centraliserede væsen begynder at aktivere sine reaktioner. Således opstår det tredje skandha, "opfattelse" (sanskrit: samjana). Selvet er nu opmærksomt på en ydre verden, og reagerer på det. Derefter opstår det fjerde skandha, "idé" (sanskrit: samskara), der fortolker det opfattede. Det er dette skandha, der samler tingene og skaber grundlaget for en personlighed, og er årsagen til karma. Det femte skandha er "bevidsthed" (sanskrit: vijana), der gør sindet opmærksom på sansestimulanserne. Selvet er nu blevet et eget univers, og i stedet for at opleve omverdenen som den er, projicerer selvet ud dets egne idéer og forestillinger.    

     Formålet med tantrisk, buddhistisk praksis og terapi, er at transformere den neurotiske og forvirrede jeg-opfattelse - dvs. de fem skandhaer i det uvidende sind - til bodhisattvaens universelle jeg - dvs. en Oplyst persons "jeg", der er et med den højeste bevidsthed, kærlighed og væren, og som spontant tænker, reagerer og lever ifølge den kosmiske lov (dharma), og som spontant handler til gavn for alt levende.     

     Den tibetanske opfattelse af menneskets personlighed har sin oprindelse i to forskellige, buddhistiske tekster: de tantriske belæringer om sindets natur - specielt de belæringer, der kaldes "Den Højeste Yoga Tantra" - samt i Abhidharmas* sutraer.    

     De tantriske belæringer fokuserer på sindets åndelige og følelsesmæssige aspekter, med speciel fokus på de tilstande man oplever i forbindelse med meditationspraksis, samt de subtile bevidsthedstilstande, der manifesterer sig i forbindelse med døden. Et eksempel på disse belæringer er Den Tibetanske Dødebog og Mahamudra- (Store Symbol-)  belæringer.    

     Abhidharma omtaler sindets øjeblik-til-øjeblik-observationer under meditation. Den beskriver sindet som sammensat af sunde, lidelsesfulde og neutrale faktorer af opfattende, erkendende og foranderlig kvalitet, og analyserer den mentale omstrukturering, der sker når man praktiserer meditation. Af de tre typer mentale faktorer (sunde, lidelsesfulde og neutrale), betragtes den lidelsesfulde faktor (griskhed, had, jalousi, stolthed, osv.) som den ultimative, grundlæggende årsag til fysiske og psykiske lidelser, og det er kun ved hjælp af meditationspraksis, at disse lidelsesfulde tilstande kan helbredes.

* Abhidharmaen, der er en del af den buddhistiske tekst, "Tripitaka", omtaler også de 5 skandhaer og de 8  bevidstheder, og regnes som en grundtekst i buddhistisk psykologi. 

 

DEN TIBETANSKE DØDEBOGS PSYKOLOGI

 

      De buddhistiske tantriske metoder til at transformere det uvidende og neurotiske sind, til visdom, er mange. En af metoderne, der regnes som en af de højeste, tantriske praksiser, står beskrevet i Den Tibetanske Dødebog, der indeholder essensen af tantrisk-buddhistisk filosofi, psykologi og terapi.    

     Den Tibetanske Dødebog er først og fremmest en guide til den dødes bevidsthed, hvor den døde bliver gjort opmærksom på, at de visioner han har kun er hans egen psykologi skåret ud i pap. Han bliver samtidigt gjort opmærksom på, at Det Klare Lys, der også er til stede, er hans egen, sande, guddommelige natur og, at det er dette han skal koncentrere sig om, og tage tilflugt i. Hvis han tager tilflugt i Det Klare Lys, vil han nå oplysning og blive fri for lidelse på et øjeblik. Hvis han derimod tager tilflugt i de visioner han har, vil han blive vildledt af dem, og inkarnere på et af de 6 eksistensplaner, og derfor komme til at opleve meget lidelse.   Så, det budskab, der går som en rød tråd gennem bogen er, at man bør tage tilflugt i Det Klare Lys, uanset hvilke skræmmende eller vidunderlige visioner man måtte have og huske, at essensen af alle disse visioner, og af alle fænomener i det hele taget, er Tomhed eller Det Klare Lys. Og hvis man tager tilflugt i denne essens - i Det Klare Lys - vil man nå Oplysning, og blive fri for lidelse på et øjeblik. Dette er Dødebogens essentielle belæring.    

  Men Dødebogen kan også bruges som guide for os levende. Lamaerne siger, at bogen egentligt burde kaldes "Den Tibetanske Fødselsbog", da den ikke er baseret på døden, som sådan, men mere på hvad, der sker i den dødes bevidsthed. De kalder den også en "Rummets bog", og henviser derved til det indre rum, hvor fødsel og død sker med os konstant, i den forståelse, at vi konstant forandrer os. Så, bogen kan bruges som en guide for os levende på den måde, at vi skal huske, at alle de problemer, følelser, tanker og tilknytninger vi har, er af forbigående natur - vi ér dem ikke. Og, at vi ikke skal identificere os med dem - ikke lade os rive med af dem, og hvis vi lader os rive med af dem, vil vores forvirring, uvidenhed, mørke og lidelse forøges.    

     Vor sande natur, og det eneste, der er evigt i os, er guddommeligt og fyldt med lys og visdom. Den er hvad buddhisterne kalder det rene sind, Tomhed, eller ens "buddha-natur". Og den er hvad man efter døden oplever som Det Klare Lys. Og det er dette guddommelige i os vi skal identificere os med og tage tilflugt i.     På et dybere plan skal vi ikke kun lade være med at identificere os med vore problemer. Vi skal huske, at essensen af vore problemer og forstyrrende følelser, som f.eks. vrede, angst og tilknytning, er Tomhed, eller Det Klare Lys, om man vil, og meditere på dem, som sådan, i det øjeblik de opstår. Hvis man mediterer hver dag, og således tager tilflugt i sin buddhanatur, dvs. i det rene sind eller Det Klare Lys, hver dag, vil man udvikle mere og mere visdom, og ens sind vil blive klart, opmærksomt og stille, og til sidst vil man nå Oplysning. Og jo mere Oplyst man er - dvs. jo mere visdom man har, desto mindre vil man opleve livet som en lidelse, fordi visdom er det modsatte af lidelse.    

      Bogen kan således bruges af os levende til at udvikle os åndeligt.     

 I bogen beskrives, der at hvis man ikke tager tilflugt i Det Klare Lys i en af de 5 første dage efter døden, vil ens visioner blive grovere og grovere, og også mere skræmmende. Dette er fordi den døde nu har taget tilflugt i sine neuroser i stedet for Det Klare Lys, og hans sind er ikke mere så klart som det var i de 5 første dage efter, at han er vågnet op fra bevidstløshed i den anden bardo, og han føler sig træt og udmattet. Og også fordi han tænker og har panik i stedet for at holde sit sind klart og stille, bliver hans sind nu mere og mere uvidende og formørket. Så, de lavere arketyper begynder nu at dukke op fra hans underbevidsthed, og tankeformerne bliver nu vredere og mere skræmmende. Denne tilstand oplever man også mens man lever, og kan sammenlignes med en person, der, i stedet for at meditere hver dag, grubler over sine problemer, og "skyggebokser" med sine projektioner, og således tager tilflugt i sine neuroser, i stedet for i Det Klare Lys - i det stille sind. En sådan person vil også blive psykisk træt og udmattet, og mere og mere formørket og neurotisk.    

Den døde - og levende - skal huske, at essensen af alle fænomener er Tomhed, og tage tilflugt i det, som om det er ens største kærlighed. Der står i Dødebogen: "Du er Tomhed, de skræmmende forme er Tomhed. Og Tomhed kan ikke skade Tomhed, så, der er intet at være bange for". Der står videre, at "dette skal du huske selv om 30 dæmoner er efter dig". Dette er sand tantrisk praksis, og således den højeste form for selvterapi, eksorcisme og psykisk selvforsvar.    

 Belæringen om at se alle fænomener som Tomhed, betyder også, som før nævnt, at man skal betragte sine følelser, tilknytninger og forvirring på samme måde. I dét øjeblik man gør det, begynder disse at transformeres til deres højeste potentiale, hvilket er visdom. Dette betyder ikke, at man negligerer disse tilstande, tvært i mod. Man erkender, at de ér der - dette er meget vigtigt for at kunne arbejde med dem. Man tager udgangspunkt i dem, og bruger dem til at nå Oplysning.          

    Så, grundlæggende går tantrisk-buddhistisk filosofi, psykologi og praksis ud på at transformere den neurotiske opfattelse af et "selv" - adskilt fra, og forskelligt fra andre levende væsener - til et Oplyst, universelt "selv" - dvs. bodhisattvaens Oplyste selv. At huske, at alle fænomener - også ens egne neuroser - er Tomhed, og tage tilflugt i det, for til sidst at nå Oplysning. Dette er essensen af tantrisk-buddhistisk psykologi og praksis.