Tibetansk Astrologi og Medicin

             YANGCHAR          

(dByang - 'char)

    

Tibetansk kosmogram.

 

 Shiva Sharodaya Tantra, eller Yangchar, som den kaldes for på tibetansk, siges at være en belæring der blev givet til de store seere (sanskr.: mahasiddhas) af den indiske guddom, Shiva. Den blev bragt til Tibet af en mester ved navn, Rinchen Sherab, og bestod oprindeligt af 10 kapitler. Men da Rinchen Sherab mente, at 5 af kapitlerne omtalte magiske metoder, der kunne misbruges, ødelagde han dem, så kun 5 af tekstens kapitler nåede frem til tibetanerne. Disse 5 kapitler omtaler astronomiske beregninger, de 27 Månehuse (tib.: Gyukar, sanskr.: Nakshatra - som i øvrigt også nævnes i Kalachakra Tantra), det sideriske, astrologiske beregningssystem og aspektering, samt transformation af lyd i løbet af årets dage og måneder.

     Teksten beskriver hvordan en persons navn relaterer vedkommende til visse stjernekonstellationer, og hvordan man på baggrund af dette kan lave forhåndsprognoser vedrørende personens liv. På baggrund af dette system, kan man også spå om vejr, vind, helbred og et lands politiske situation. - De forskellige livsområder kaldes i denne tekst for "hjul". "Skildpaddehjulet" omhandler f.eks. aspekter vedrørende et lands politiske og meteorologiske situation. "Løvetronehjulet" omhandler beregninger for kejsere, konger, præsidenter og familieoverhoveder mht. helbred, ejendom og velstand. "Parasolhjulet" omtaler beregninger og aspekter der kan forudsige forhold mellem lande. "Medicinhjulet" viser effekten af forskellige behandlingsmetoder, og viser om patienten bør behandles med tibetansk, kinesisk eller vestlig medicin, osv.

     Yangchar-teksten indeholder også tantriske praksiser, og inkluderer også læren om La's månedlige vandring rundt i kroppen. Yangchar betyder oversat, "vokaler, der rejser sig". La's bevægelse rundt i kroppen er betinget af forskellige vokaler, der igen er forbundet med de 5 elementer. På månedens første dag er vokalen f.eks. "A", og her begynder La sin månedlige vandring rundt i kroppen. La's månedlige vandring rundt om i kroppen omtales i øvrigt også i Kalachakra Tantra.

     Men Yangchar inkluderer også aspekteringer, beregninger og aspekt-fortolkninger, der grundlæggende er de samme som indenfor vedisk astrologi.

Meru-mandala